Forskningsformidling

Jeg har mere end 20 års erfaring med at formidle arkæologi, men jeg har ikke formidlet min forskning i kvinder, køn, magt og identiteter nok. Det ændrede sig radikalt, da jeg blev optaget på Videnskabernes Selskabs Formidlingsakademi årgang 2022-23. Nu lever og ånder jeg for min forskningsformidling.

ARKÆOLOGIENS DØTRE

et nyt forskningsformidlingsprojekt tager form

I bogen Excavating Women fra 1998 beskriver Lise Bender Jørgensen i kapitlet om dansk arkæologi, at kvinder kom sent ind i dansk arkæologi sammenlignet med vores nabolande. Hun skriver også, at kvinder har haft svært ved at få rodfæste i faget. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg håber, at noget er forandret siden artiklen blev publiceret i 1998. Hvis ikke det er tilfældet, eller hvis forandringens vinde blæser lidt for langsomt, så har vi alle sammen et ansvar for at ændre det. Derfor har jeg gjort det til min mission at skabe plads til et forskningsformidlingsprojekt, som jeg har valgt at kalde Arkæologiens Døtre.

Projekt Arkæologiens Døtre dækker over tre ting:

1/ De kvinder, der bidrog til den arkæologiske forskning i arkæologiens barndom - uden at få anerkendelse for det. Det kunne være som assistenter eller som forfattere på bøger, der er blevet glemt.

2/ Jernalderens og vikingetidens kvinder, hvis historie endnu ikke er nær så undersøgt eller formidlet, som den burde være.

3/ De kvinder i dansk arkæologi, der har sat varige spor i den arkæologiske forskning fra arkæologiens barndom til i dag.

Mit mål er at lade Arkæologiens Døtre komme til orde, fordi kvinde(for)historien er vigtig at fortælle. Det har dygtige klassiske arkæologer som engelske Mary Beard for længst vist. Prøv blot at læse hendes bog Kvinder og Magt. Det har dygtige historikere som Birgitte Possing med bogen Argumenter mod Kvinder eller Gry Jexen med bogen Kvinde kend din historie også vist os.

Jeg håber, at tiden er ved at være kommet til dansk arkæologi, så der kan blive plads til at fortælle om Arkæologiens Døtre.

Meget mere kvinde(for)historie

Det ændrede mit liv, da jeg blev optaget på Videnskabernes Selskabs Formidlingsakademi årgang 2022-23. Sammen med Danmarks dygtigste forskere, forskningsformidlere og brandingeksperter flammede min indre ild op som aldrig før. Det gik op for mig, hvor meget jeg brænder for at få lov til at formidle jernalderens og vikingetidens kvinder, køn, magt og identiteter med udgangspunkt i min egen forskning1. Det er ikke længere tilstrækkeligt at formidle arkæologi. Nu vil jeg vise hvor stor betydning mit fags eksperter har, og jeg vil introducere anderledes eksperter. Kvinder og køn er et højaktuelt emne i vores egne samfundsdebatter, men der mangler en uafhængig, dynamisk formidlingsplatform til de arkæologiske vinkler.

Kulturarv har en massiv værdi, hvis vi som forskere gør den levende og relaterbar. Vi arkæologer skal blive bedre til at omdanne vores stolpehuller og potteskår til personlige og letgenkendelige fortællinger, der taler til følelserne. Det kan Arkæologiens Døtre.

Arkæologiens Døtre arbejder nemlig for en sag: at gøre kvindehistorien synlig fra arkæologiens barndom til i dag med fokus på forskning i jernalder og vikingetid, 500 f. Kr. 1100 e.Kr. Arkæologiens Døtre sker i samarbejde med de dygtigste forskere og formidlere fra den danske museums- og universitetsverden, der hjælper mig som vært og projektleder til at dykke dybt ned i en arkæologisk tids- og opdagelsesrejse på jagt efter kvindehistorien. Det voksende fællesskab omkring Arkæologiens Døtre giver projektet massiv impact og synlighed. Jeg vil have alle til at kende Arkæologiens Døtre!

Hvad er genderarkæologi?

Indtil videre har genderarkæologien ikke fået så godt fodfæste i dansk arkæologi, som den har i vores nabolande. Det håber jeg naturligvis ændrer sig, fordi genderarkæologien både kan tilbyde meget som samfundsanalytisk redskab og til at forstå social struktur. Men hvad er genderarkæologi egentlig for en størrelse, og hvordan bruger vi den bedst i den arkæologiske forskning?

Direkte oversat betyder gender socialt køn. Der er ikke meget salg i begrebet socialt køns-arkæologi, så på dansk holder vi fast i begrebet genderarkæologi. Genderarkæologi hænger sammen med andre genderstudier, der alle følger en ensartet udvikling. Dette er blandt andet beskrevet af Alison Wylie, der deler det op i tre trin.

Trin 1: Feministisk kritik af den mandsdominerede forskning.

Trin 2: Fokus på at gøre kvinde(for)historien mere synlig.

Trin 3: Fokus på gender som en social konstruktion kombineret med forholdet til mangt.

Genderarkæologi kan bruges til at udvide vores forståelse for oldtidens samfund. Den materielle kultur fungerer både som et grundlæggende og fleksibelt medium i genderforskningen.

Marie Louise Stig Sørensens forskning understreger, at gender skal forstås som et analytisk begreb. Gender er nemlig ikke hverken permanent eller stabilt som struktur. I stedet opstår gender hele tiden i forhold til den omkringliggende samfunds kontinuerlige forandring.

Gravgaver og den materielle kultur i gravskikkene er et oplagt område til genderarkæologisk forskning. Gravgaverne udtrykker nemlig den afdødes roller og identiteter i det levede liv. Andre forhold som slægt og alder kan også påvirke udtrykket i den enkelte grav. Under alle omstændigheder er der en betydning bag de genstande, den afdøde har fået med sig til efterlivet. Dette hænger sammen med min egen forskning, som netop understreger at det ikke handler om at vi som arkæologer genfinder “ægte” eller “sande” identiteter i gravene, men derimod om at nå frem til analytisk genkendelige identiteter.

Hovedparten af det levede liv i jernalderen er naturligvis foregået i landsbyen, men det enkelte individs identiteter er stort set umuligt at genfinde blandt tusindvis af stolpehuller. Det kræver i hvert fald et bagkatalog af teoretiske perspektiver for at dette bliver muligt.

I jernalderens grave fungerer gravgaverne som symboler for afdødes køns- og identitsroller. Dermed fortæller gravgaverne også om det samfund og den kultur, som afdøde har været en del af. Dette kalder den anerkendte genderforsker Judith Butler for socio-kulturelt eller performativt gender. Med performativt gender kan det enkelte individ udtrykke et visuelt fysisk køn med tilhørende karakteristika fra den materielle kultur. Dette betyder, at en biologisk mand kan udtrykke kvindelig gender. Det hører dog til sjældenhederne i det arkæologiske materiale.

Til gengæld får de grave, hvor gravgaver og afdødes biologiske køn ikke matcher vores forestillinger om det at være kvinde eller mand, stor opmærksomhed i medierne. Tænk bare på den navnkundige kvindegrav fra vikingetidens Birka, der er fyldt med våben Bj 581.

For mig er det væsentligste ved genderarkæologi at det både kan fungere som et analytisk redskab til at komme tættere på oldtidens levede liv OG bevare en kritisk stillingtagen til den forskning, vi som arkæologer har foretaget i århundreder.

Hvis du har lyst til at læse mere om genderarkæologi og dens mange anvendelsesmuligheder, så vil jeg gerne i al beskedenhed anbefale en artikel, som jeg skrev sammen med Charlotta Lindblom i 2019:

Lindblom, Charlotta & Balsgaard Juul, Katrine 2019. Pokkers køn. Tolkninger af kønsroller i yngre jernalder og vikingetid. I: Merrald Sørensen et al. (red). Tings tale, 01. s. 43-64.

Køn i Danmarks Oldtid

Forlaget Turbine er godt i gang med en ny serie spændende og smukke formidlende bøger kaldet I Danmarks Oldtid. Den første bog er skrevet af Morten Ravn med titlen Skibe og søfart i Danmarks Oldtid. Den anden bog i serien er skrevet af Felix Riede med titlen Klima og katastrofer i Danmarks Oldtid.

I 2025 er det min tur til at udgive en bog i serien. Sammen med to andre dygtige genderarkæologer, som jeg havde æren af at arbejde sammen med på Vejlemuseerne skriver vi Køn i Danmarks Oldtid. I Danmarks Oldtid følger en ensartet opbygning med stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid. Kapitlerne om stenalder og vikingetid tager Charlotta Lindblom sig af. Kapitlet om bronzealder tager Louise Felding sig af. Kapitlet om jernalder tager jeg mig af.

Vi er godt i gang med at skrive bogen, som kommer omkring spændende emner som genderarkæologi, socialt og fysisk køn, samfundsudvikling og forskningshistorikken bag vores fag. Arkæologi som fag blev professionaliseret i 1800-tallet. Her grundlagde arkæologiens fædre faget, og udgjorde grundlaget for vores forståelse af oldtidens mennesker og køn. Arkæologi som fag afspejler forskerens samtid, så selvfølgelig fik forhistoriens kvinder ikke en fremtrædende rolle i arkæologiens barndom. Hvorfor skulle de det, når kvindens fornemste opgave var at blive moder og tage sig af hjemmet. Kvindens rolle var passiv og mindre vigtig, mens mandens rolle var aktiv og vigtig. Manden var naturligvis det første køn mens kvinden var det andet. Mon det er et tilfælde, at vi stadig ser samme grove opdeling i oldtidens kønsroller i dag? Der er ingen tvivl om at vi har brug for genderarkæologien til at bidrage med nye perspektiver på vores forståelse af køn i oldtiden.

Videnskabernes Selskabs Formidlingsakademi

Videnskabernes selskabs formidlingsakademi blev startet i 2021. Målet er at lade eksperter formidle deres egen viden, og jeg vidste med det samme at jeg gerne ville være en del af det. Ved at være del af Formidlingsakademiet får man både et kursus i forskningsformidling og et netværk for forskere, der gerne vil kommunikere til et bredere publikum. Som de skriver på deres hjemmeside, er målet ”at skabe mere og bedre formidling af videnskab i Danmark”. Det er et formål, som jeg gerne vil bidrage aktivt til. Du kan læse mere om Videnskabernes Selskabs Formidlingsakademi her.

I min ansøgning skrev jeg blandt andet: Jorden under vores fødder skjuler en mange tusind år gammel historie efterladt af de børn, kvinder og mænd, der har levet i Danmark længe før os. Som arkæolog er min opgave at være folkets kollektive hukommelse, så viden og erfaringer om og fra de mange generationer før os lever videre og bliver ved med at være relevant. Det er en svær opgave, som jeg er meget stolt over at varetage. Arkæologi er folkeligt, og pressen elsker når vi finder guldskatte og høvdingehaller, for så skal Danmarkshistorien vel skrives om? Den journalistiske floskel viser, at arkæologer skal blive bedre til selv at vælge de interessante historier ud, for ikke alle fund er ”bedre end guldhornene” eller fører til at ”Danmarkshistorien skal skrives om”. Mindre kan faktisk også gøre det.

Min store passion er kulturarv som værdiskaber, fordi jeg elsker at gøre min nørdede begejstring for vores forhistorie relevant og interessant. Jeg er ekspert i køn i jernalderen, og går meget op i kvinders historie, fordi den har været så overset. Som jeg ser det, har både kvinder og mænd haft vigtige roller og identiteter i jernalderen. Paradoksalt nok møder jeg modstand fra mange, når jeg formidler køn i jernalderen. Nogle synes jeg er en progressiv feminist, mens andre synes mit syn er kønsbinært, men hvornår har følelser erstattet viden i debatten? Køn fylder meget i vores samfund, så det er et højaktuelt emne. Køn er også et klassisk eksempel på en hård tone i den offentlige debat, og jeg har været tilbageholdende med at træde ind i den, selvom jeg drømmer om at tage springet med min forskning, og bygge bro mellem følelser og forskning. Bølgerne går også højt i den arkæologiske verden – både internt og eksternt med amatørarkæologer og andre interesserede. Vi har interessen for faget til fælles, og det er min påstand, at den fælles begejstring kan fungere som løftestang til at gøre tonen i debatten bedre. Måske kan arkæologien invitere til dialogkaffe mellem forskere og folket stærkt inspireret af Özlem Cekics forening Brobyggerne. Det kræver nemlig en indsats og vilje til at lytte med gensidig respekt fra begge sider, men sammen kan vi gøre tonen bedre.