Arkæologiens Glemte Mødre

AGM/kvinARKS logo. Grafik: Astrid Seeberg Jensen.

Augusta Zangenberg omkring år 1900. Foto: Lokalhistorisk arkiv for Thisted Komune.

En ung Lis Jacobsen. Foto: Ukendt.

Anna Hude, 1881. Foto: Peter Most/Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

Anna Elsa Hornum på udgravning, Langeland, omkr. 1930. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

ARKÆOLOGIENS GLEMTE MØDRE

Et forsknings- og formidlingsprojekt på Museum Horsens

En genderarkæologisk undersøgelse af kvinder i dansk arkæologi fra 1800-2025

Mænd grundlagde dansk arkæologi i 1800-tallet. Vi arkæologer kalder dem Arkæologiens Fædre, og deres narrativer om Danmarks Oldtid er stadig definerende for de tolkninger, som vi præsenterer i dag, men hvor er kvinderne henne? Hvad er deres bidrag til Danmarks Oldtid? Kvinderne er kun sjældent repræsenteret, og derfor vil vi grave os ned i litteratur, arkiver og aviser på jagt efter Arkæologiens Glemte Mødre (AGM). Vi vil revolutionere arkæologifaget med følgende hovedspørgsmål:

  • Hvor og hvornår kan vi dokumentere spor efter AGM?

  • Hvilken betydning har kvinders tilstedeværelse/fravær i dansk arkæologi 1800-2025?

  • Hvordan kan genderarkæologisk forskning i AGM skabe værdi i vores eget samfund ved at kaste lys på en ny, kønnet kulturhistorisk kontekst til at forstå og udfordre kønnet identitet og kønshistorie i et titusindårigt perspektiv.

Projektgruppe

AGM udføres udelukkende af kvinder, fordi vi vil undersøge, om kvinder fortæller en anden arkæologihistorie end mænd og i øvrigt demonstrere kvinders betydning i faget. Projektet er tværinstitutionelt og udføres af forskere ved Museum Horsens, NTNU, Trondheim, Vejlemuseerne og Det Danske Institut i Rom. Projektet ledes af genderarkæolog og ph.d. i forhistorisk arkæologi Katrine Balsgaard Juul (Museum Horsens), og arbejdsgruppen består af professor emerita Lise Bender Jørgensen (NTNU, Trondheim), arkæolog Signe Helles Olesen (Museum Horsens), museumsinspektør Charlotta Lindblom (Vejlemuseerne) og ph.d. i klassisk arkæologi Nikoline Sauer (University of Cambridge/Det Danske Institut i Rom).

Museum Horsens er vært for projektet og varetager følgende roller:

Projektejer: Museumschef Carsten Merrald Sørensen.

Administrativ projektchef: Afdelingsleder, Arkæologisk Afdeling Lone Seeberg.

Projektleder/PI: Katrine Balsgaard Juul.

Formål

AGM er ambitiøst og banebrydende, når vi revolutionerer dansk arkæologi ved at udforske og sætte spot på kvinders glemte historie og deres bidrag til faget fra det tidlige 1800-tal til i dag. Der mangler et forskningsprojekt om kvinde(for)historie, så vi kan stå mål med den arkæologiske forskning i vores nabolande og det moderne historiefag, der i stigende grad fokuserer på den glemte kvinde- og kønshistorie. Projektets forskningsspørgsmål er udgangspunkt for en ny kvindehistorisk arkæologisyntese. Den er med til at markere, at det i 2025 er 150 år siden, at kvinder fik adgang til universitetet i Danmark.

 

Dansk arkæologi har et strukturelt problem, hvis kvinders bidrag er blevet glemt fra 1800-tallet til i dag, og hvis det kun er mændene, der har fortalt oldtidshistorien. Kvinders roller i historien er underbelyst i forhold til mænds – også i den arkæologiske verden. Det vil vi ændre.

Journalister vil ofte skrive Danmarkshistorien om på et tyndt grundlag. Når vi skriver kvinder ind i dansk arkæologihistorie og ændrer de faglige tolkninger af køn i faget og i oldtidshistorien, så skriver vi faktisk Danmarkshistorien om på et stærkt, fagligt grundlag.

 

Projektets forskningsspørgsmål er ”Hvor er arkæologiens glemte mødre, hvad betyder kvinders tilstedeværelse/fravær i dansk arkæologi 1800-2025, og hvordan kan samtidsrelevant genderarkæologisk forskning i kulturarv øge ligestillingen og gøre os klogere på køns betydning i et titusindårigt perspektiv?

Baggrund

Dansk arkæologi er alvorligt bagud i forhold til genderarkæologi sammenlignet med vores nabolande, der har anvendt og udviklet feltet siden 1990’erne (se bilag med advisory board). Det vil vi ikke være længere, når AGM skaber nye, genderarkæologiske undersøgelser af kvinders roller og betydning for faget i et forskningshistorisk perspektiv med særligt fokus på tolkninger af kvinders roller i forhistorien. Der er ikke tidligere udført et lignende projekt i dansk arkæologi.

I 2023 udkom en ny bog om kvinder i arkæologi på verdensplan. Dansk arkæologi var ikke med. Flere tiltag som spanske ArqueólogAs, tyske Propylaeum Vitae og AktArcha og engelske Trowel Blazers synliggør kvindelige arkæologer og deres bidrag i bøger, artikler, databaser, hjemmesider og sociale medier. AGM er en del af den bevægelse, der forsker i og formidler kvinder med et todelt fokus på fagets udøvere og kønnede tolkninger.

AGM taler ind i en ny kvindehistorisk tendens med kvindeforhistorie og synliggørelse af kvindelige arkæologer og tolkninger af kvinder i oldtiden. Vi formoder, at der er flere som amatørarkæolog Augusta Zangenberg, historiker Anna Hude, filolog Lis Jacobsen, amatørarkæolog Anna Elsa Hornum, autodidakt tekstilarkæolog Margrethe Hald og amatørarkæolog Inger Sylvest.

Mange af Arkæologiens Fædre var amatørarkæologer. Vi husker dem som de første danske arkæologer. Augusta Zangenberg huskes som danselærerinde, selvom hun opdagede Lindholm Høje. Anna Elsa Hornum huskes som amatørarkæolog Jens Winthers husbestyrerinde. Der må være mange flere kvinder i arkæologien, der er blevet glemt. Dertil kommer Anna Hude og Lis Jacobsen, der begge beskæftigede sig med arkæologiske emner. De var ikke arkæologer, men deres betydning er stor i et genderarkæologisk perspektiv.

Produkter

AGM består af en særdeles erfaringsrig gruppe kvindelige arkæologer, og vi forpligter os på at levere følgende, der både henvender sig til peers og den brede befolkning:

  •  Fagfællebedømte artikler

  • Afsluttende konference på engelsk

  • Manuskript til bogen Arkæologiens Glemte Mødre

  • Populær skriftlig formidling (videnskab.dk, Skalk, Horsens Historier)

  • Podcast-serie i 10 afsnit

  • Online populær formidling sociale medier

     

Hvad er genderarkæologi?

Indtil videre har genderarkæologien ikke fået så godt fodfæste i dansk arkæologi, som den har i vores nabolande. Det håber jeg naturligvis ændrer sig, fordi genderarkæologien både kan tilbyde meget som samfundsanalytisk redskab og til at forstå social struktur. Men hvad er genderarkæologi egentlig for en størrelse, og hvordan bruger vi den bedst i den arkæologiske forskning?

Direkte oversat betyder gender socialt køn. Der er ikke meget salg i begrebet socialt køns-arkæologi, så på dansk holder vi fast i begrebet genderarkæologi. Genderarkæologi hænger sammen med andre genderstudier, der alle følger en ensartet udvikling. Dette er blandt andet beskrevet af Alison Wylie, der deler det op i tre trin.

Trin 1: Feministisk kritik af den mandsdominerede forskning.

Trin 2: Fokus på at gøre kvinde(for)historien mere synlig.

Trin 3: Fokus på gender som en social konstruktion kombineret med forholdet til mangt.

Genderarkæologi kan bruges til at udvide vores forståelse for oldtidens samfund. Den materielle kultur fungerer både som et grundlæggende og fleksibelt medium i genderforskningen. 

Marie Louise Stig Sørensens forskning understreger, at gender skal forstås som et analytisk begreb. Gender er nemlig ikke hverken permanent eller stabilt som struktur. I stedet opstår gender hele tiden i forhold til den omkringliggende samfunds kontinuerlige forandring.

Gravgaver og den materielle kultur i gravskikkene er et oplagt område til genderarkæologisk forskning. Gravgaverne udtrykker nemlig den afdødes roller og identiteter i det levede liv. Andre forhold som slægt og alder kan også påvirke udtrykket i den enkelte grav. Under alle omstændigheder er der en betydning bag de genstande, den afdøde har fået med sig til efterlivet. Dette hænger sammen med min egen forskning, som netop understreger at det ikke handler om at vi som arkæologer genfinder “ægte” eller “sande” identiteter i gravene, men derimod om at nå frem til analytisk genkendelige identiteter.

Hovedparten af det levede liv i jernalderen er naturligvis foregået i landsbyen, men det enkelte individs identiteter er stort set umuligt at genfinde blandt tusindvis af stolpehuller. Det kræver i hvert fald et bagkatalog af teoretiske perspektiver for at dette bliver muligt.

I jernalderens grave fungerer gravgaverne som symboler for afdødes køns- og identitsroller. Dermed fortæller gravgaverne også om det samfund og den kultur, som afdøde har været en del af. Dette kalder den anerkendte genderforsker Judith Butler for socio-kulturelt eller performativt gender. Med performativt gender kan det enkelte individ udtrykke et visuelt fysisk køn med tilhørende karakteristika fra den materielle kultur. Dette betyder, at en biologisk mand kan udtrykke kvindelig gender. Det hører dog til sjældenhederne i det arkæologiske materiale.

Til gengæld får de grave, hvor gravgaver og afdødes biologiske køn ikke matcher vores forestillinger om det at være kvinde eller mand, stor opmærksomhed i medierne. Tænk bare på den navnkundige kvindegrav fra vikingetidens Birka, der er fyldt med våben Bj 581. 

For mig er det væsentligste ved genderarkæologi at det både kan fungere som et analytisk redskab til at komme tættere på oldtidens levede liv OG bevare en kritisk stillingtagen til den forskning, vi som arkæologer har foretaget i århundreder. 


Hvis du har lyst til at læse mere om genderarkæologi og dens mange anvendelsesmuligheder, så vil jeg gerne i al beskedenhed anbefale en artikel, som jeg skrev sammen med Charlotta Lindblom i 2019:

Lindblom, Charlotta & Balsgaard Juul, Katrine 2019. Pokkers køn. Tolkninger af kønsroller i yngre jernalder og vikingetid. I: Merrald Sørensen et al. (red). Tings tale, 01. s. 43-64.