Pilotprojekt på Wikipedia

Mere ligestilling og demokratisk adgang til viden

Det kan vi skabe med et pilotprojekt på Wikipedia, hvor vi oprettede nye sider i kategorien “Arkæologer fra Danmark”. I efteråret 2023 handlede kun 14 % af siderne om kvindelige arkæologer. I efteråret 2024 var tallet steget til 32 %. Med pilotprojektet skriver vi både om de første pionerer, der siden er skrevet ud af historien, og vi skriver om de seje kvindelige arkæologer, der fortsat er aktive i faget. Her er der kun links til sider med de første pionerer.

Amatørarkæologiens guldalder

Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885) og Sophus Müller (1846-1934) har alle rollen som direktør på Nationalmuseet til fælles. Derudover havde ingen af dem en formel arkæologisk uddannelse men var i stedet autodidakte forhistorikere, der ofte begyndte i mesterlære hos ældre arkæologer. Deres betydning for arkæologifaget er bredt anerkendt, selvom de ikke havde de fornødne uddannelsespapirer. Arkæologi som fag blev oprettet i 1805 på Københavns Universitet og først i 1949 på Aarhus Universitet, men traditionen for mesterlære og autodidakte oldsagssamlere har været stærk.

Mon samme regler også gælder fagets tidlige, kvindelige udøvere? Mens Arkæologiens Fædre udførte en definerende rolle, blev kvinder holdt væk fra den offentlige arena, og deres adgang til uddannelse var begrænset. Først i 1875 fik kvinder adgang til universitetet, men der var ingen forventning om at de efterfølgende fik et akademisk arbejde. Tværtimod mente mange, at kvinder var dummere end mænd, og derfor egnede de sig ikke til at være selvstændige forskere. Til gengæld gjorde deres natur dem til velegnede assistenter.

Kvinders roller og identiteter i 1800- og 1900-tallet spiller selvsagt en rolle for de tolkninger, som vi har givet og stadig giver oldtidens kvinder – og måske i lige så høj grad for de muligheder, som kvinder i arkæologifaget har haft. Kvinder kom sent ind i arkæologifaget og havde svært ved at få plads, men måske kan vi ændre dette narrativ ved at lede efter Arkæologiens Glemte Mødre og skabe plads til nye fortællinger om dansk arkæologis kvindelige pionerer?

Assistent, husbestyrerinde og en for varmt interesseret Amateur

De første kvindelige arkæologer var lige så autodidakte som deres mandlige modstykker. Markante kvinder som Augusta Zangenberg (1846-1915) og Anna Elsa Hornum (1877-1971) degraderes i litteraturen til assistenter, husbestyrerinder og lidt for ivrige amatører. Dertil kommer de første kvinder med akademiske grader som Anna Hude (1858-1934) og Lis Jacobsen (1882-1961), der begge har bidraget til arkæologifagets vidensdannelse og udvikling.

Augusta Zangenberg

Zangenberg arbejdede som danselærerinde, men var i sin fritid en passioneret amatørarkæolog, der både stod for utallige udgravninger, indsamlede en omfattende samling af oldsager, var med til at etablere Thisted Museum og opdagede den senere så berømte gravplads Lindholm Høje, som hun brændende ønskede at udgrave, bevare og formidle.[i] Dette var daværende direktør for Nationalmuseet, Sophus Müller, ikke interesseret i, og skrev følgende om hendes udgravninger af Lindholm Høje: ”Ikkedestomindre har en for varmt interesseret Amateur gjentagende gravet sig ned paa forskjellige Steder og væsentligt forringet den videnskabelige Betydning, som denne Plads engang kan faa. Museet vil dog vedblivende trods al modtagen Opfordring afholde sig fra denne Undersøgelse”.

Anna Elsa Hornum

Hornum var husbestyrerinde for den langelandske amatørarkæolog Jens Winther. Hun beskrives som hans nærmeste medarbejder i det arkæologiske arbejde, og deltog på utallige kendte udgravninger. Hun var kendt som en meget dygtig feltarkæolog, der ofte tog sig af udgravningernes praktiske dele, men hun har ikke selv efterladt sig et skriftligt spor. I 1951 blev Hornum som den anden kvinde optaget i Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab på anbefaling af professor Johannes Brøndsted, hvilket vidner om hendes vigtige rolle i dansk arkæologi

Anna Hude

Hude var den første kvindelige kandidat i historie på Københavns Universitet i 1887 og i 1893 blev hun tilmed den første kvindelig dr.phil. med sin afhandling om Danehoffet. Hun forskede aktivt i kvinde(for)historien, men huskes af flere som kvinden, der skød på doktoren. Hun var historiker og ikke arkæolog men beskæftigede sig med perioder som middelalder og yngre jernalder, så hendes bidrag til arkæologifaget bør ikke undervurderes.